Hjemme igen….

Det vil være synd at sige, at jeg udelukkende var glad for at skulle hjem. Selvfølgelig var jeg utrolig spændt på at møde min familie igen, og kramme mine bedste venner for første gang i over et år, men jeg havde svært ved at sige farvel. Denne gang var det nemlig et farvel. Mange af de mennesker jeg mødte i Brasilien, er mennesker som betød meget for mig under min udveksling, men størstedelen, vidste jeg godt inderst inde, var nærmere bekendtskaber, som ikke ville holde på langdistance. Der var alligevel en del, som jeg fysisk fik ondt af at sige farvel til. Da jeg stod i lufthavnen og sagde farvel til udvekslingsstudenterne f.eks., dem som havde været som mine søskende i et helt år, så fik jeg fysisk ondt i maven. Det var hårdt og forfærdeligt.
Men det var ikke bare mine venner og familien i Brasilien, som jeg skulle sige farvel til, det var også mit vante liv og min hverdag. Et år kan lyde som lang tid, at være væk fra familien, men for mange lyder det ikke som SÅ lang tid, at man kan nå at smelte ind i et samfund.. Men det er det. Jeg var så knyttet til alt ved Brasilien, at afskeden til landet, kulturen, sproget, maden, skolen.. ja, livet i Brasilien, var en lige så stor del af afskeden, som afskeden med de mennesker, som jeg holdte og endnu holder så meget af.

Hjemturen gik fantastisk. Jeg værdsætter utrolig højt, at vi fra Rotary-Danmark rejser hjem sammen. Alle udvekslingsstudenterne fra Danmark, som havde været bosat i Brasilien, tog turen hjem sammen. Det var guld værd. Jeg havde en rigtig hård tur fra min by, Natal, og til Sao Paulo, der hvor vi sammen skulle mødes og rejse hjem mod Danmark. Jeg græd hele turen igennem, og var helt ude af mig selv. Det var så rart at mødes med de andre danskere. Vi græd af sorg sammen over at skulle hjem, og smilte sammen over alt det vi savnede i Danmark. Det er en helt speciel følelse man står med i en sådan situation, ”udvekslingsstudenternes følelse” kaldte vi den.

Vi ankom til Kastrup-lufthavn, men havde som sådan ikke travlt med at komme ud. Jo, vi kunne ikke vente med at se familierne igen, men vi vidste også godt, at så snart vi trådte ud af dørene og stod med armene omkring vores forældre, så var vi ikke længere udvekslingsstudenterne, men dem som havde været. Vi holdte liv i den lykkelige stund, lige så længe vi kunne.
Vi aftalte at få fat i vores bagage alle sammen, inden vi gik ud. Bagagen var forsinket, og flere stykker kom først længe efter andre. Det måtte have været en forfærdelig ventetid for vores forældre.
Da vi endelig alle var klar, gik vi ud i samlet flok, alle med vores propfyldte blazere på. Et stort øjeblik. Selvfølgelig fantastisk at se og kramme familien igen, men jeg var også rigtig glad for den velkomst forældre, søskende og venner havde linet op for os. Ude foran dørene stod de med flag en masse og bannere. Det lignede at verdensstjerner var ankommet!

Dagene efter ankomsten var jeg helt ved siden af mig selv. Mange siger, at alt ligner sig selv, men lige i mit tilfælde er det lidt anderledes. Jeg kom hjem til et helt tomt hus. Ikke mere end en måned efter min hjemkomst, skulle turen nemlig gå til Usa – denne gang med hele familien og denne gang i to år.
Men vennerne var de samme. ÅH! Hvor var det skønt at se dem igen. Helt fantastisk!! De var de samme, og vi klikkede bare igen, som havde vi aldrig været fra hinanden.

Og her sidder jeg så. Ikke i Brasilien, ikke i Danmark, men i det føromtalte Usa. Her har jeg boet i lidt mere end en uge, og jeg kan mærke, at jeg først nu er begyndt at finde ro efter min hjemkomst. Det var en hektisk sommer i Danmark, hvor jeg vidste, at afskeden ventede lige om hjørnet igen. Derfor havde jeg nærmest ikke på noget tidspunkt tid til at sætte mig ned og fordøje Brasilien. Men nu, hvor vi så småt er ved at komme på plads i Usa, i vores nye hjem, ja, så kan jeg mærke hvilket indtryk Brasilien har gjort på mig. Jeg kan mærke at savnet til Danmark er blevet dæmpet og savnet til Brasilien er blevet større. Danmark er min base, mit hjem, og det sted jeg altid vil komme tilbage til, når jeg skal hjem. Hjem dertil hvor jeg er født og opvokset, hvor min familie bor og hvor jeg i manges øjne hører til. Men Brasilien er noget helt specielt for mig nu. Det er mit hjem, mine minder og det sted, som nok for altid, vil være det sted, som nogensinde har lært mig mest. Jeg stod på egne ben. Lærte mig selv at kende og modnet på en måde, som ikke er muligt at gøre i Danmark.
Jeg elsker Brasilien af hele mit hjerte, og kan stadig, og vil sikkert ofte fremover, mærke savnet. Et savn jeg må lære at vænne mig til, men som heldigvis kan mindskes af verdens teknologier og kommunikations muligheder. Jeg må affinde mig med, at det år, som var det bedste i hele mit liv, aldrig kommer igen, men for altid vil have en stor plads i mit hjerte, og altid være et af mine allerbedste minder.
Jeg fik at vide, inden jeg rejste hjem: ”Michelle, du er meget mere brasilianer, end mange af os indfødte nogensinde vil blive” – det tager jeg med mig. Jeg er måske ikke på papiret brasilianer, men jeg ved, inde i mig selv, at der er jeg nu blevet lige så meget brasilianer, som jeg nogensinde har været dansker.

Jeg er taknemmelig for denne mulighed jeg har fået, og for det, så mange mennesker har gjort for mig. Uden hjælp fra Rotary, både i Danmark og Brasilien, min fantastiske counsellor, min familie og mine venner, så havde dette aldrig været muligt. Jeg er beæret over det, som mennesker har gjort frivilligt, for at lige netop jeg kan stå tilbage med den følelse, som jeg står med nu. Af hjertet TAK!

Til jer som er, eller overvejer at blive udvekslingsstudent, kan jeg kun sige, at det er det bedste, som findes. Nyd det og værdsæt hvert øjeblik. Jo, der kommer hårde tider, jo der bliver tidspunkter hvor man kommer i tvivl om beslutningen var rigtig (mine tvivl var store inden jeg rejste), men alt tvivl bliver vendt, og i vil opleve noget helt unikt. Udveksling er ikke for alle, men det er for dem, som har lysten, bare en lille smule.

Alt held og lykke til jer, som fremover skal ud i verden. Jeg misunder jer allerede J

Tak for at I gad tage del i mit år og mine oplevelser. Det sidste punktum bliver nu sat på denne blog, men jeg lader den stå, for mig selv, og for andre, som har lyst til at læse mine indlæg.

Kærligst Michelle.

status.

Om 18 dage vender jeg snuden mod Danmark, og jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke er så glad for tanken. Mit liv er blevet beriget med en masse fantastiske oplevelser, som jeg er så taknemmelig for. Hvad jeg føler lige nu, beskrev jeg for et par minutter siden på min Facebook side;

“To be honest, in the beginning of the year, I was wondering if I could ever love Brazil the way I loved Denmark. Now I am wondering if it’s ever going to be possible to love anything, the way I love Brazil…”

Jeg kan ikke beskrive det anderledes.

I går havde vi fest for min årgang. Det endte med at blive en kanon aften, og vi havde det så sjovt  :-)
På onsdag har jeg sidste skoledag. Jeg tjekker ind senere på ugen med info om den dag. Åk, hvor jeg ikke orker den. Kunne jeg ikke bare blive her liiiidt længere?

Billeder fra den sidste uge.

I sidste weekend var vi på rotarytur. Den sidste af slagsen, med hele distriktet samlet. Rigtig træls. Vi aftalte dog, at afskeden ikke skulle foregå over hele weekenden, men først den sidste dag. Vi nød derfor weekenden sammen!

Udvekslingsstudenterne fra distriktet skulle lave en præsentation. Her synger vi!

Efter præsentationen.

Sixtine fra Frankrig og jeg.

Om aftenen var der fest..

Vi gik “knæklys-amok” ..

Fotografen tog billeder af mig..

Onsdag kom dagen, hvor vi skulle sige farvel til Alex, som er fra Tyskland. Vi er en lille familie os 5 udvekslingsstudenter fra Natal, så det var hårdt. Vi græd alle rigtig meget!

Flere af hans venner havde taget turen til lufthavnen.

Altså hvor er han herlig!!

Fredag blev der holdt fest på skolen, den såkaldte “São João”. Det er en katolsk tradition, og alle klæder sig ud. Rigtig festligt! Her ses to af mine veninder i færd med at gøre sig klar.

Pigerne! SE, jeg havde også fået fat i en kjole. Fin ikke? =)

Der blev danset. Selvfølgelig var jeg med!!

=)

Om lidt kommer min veninde over, og vi skal sammen gøre os klar. Kl. 17 er der fest på skolen igen. Denne gang en “frivillig”, altså man betaler, hvis man vil med. Dernæst er der fest på en natklub, hvor alle også tager hen. Her skal Forró Swingado spille, bandet hvori flere af mine venner fra skolen spiller.
Det skal nok blive helt godt!!
Beklager hvis der ikke er så meget aktivitet på bloggen. Har simpelthen alt for travlt her i den sidste tid. Puha. Hold jeg munter!! =)

En uge fyldt med tirsdage!

Som nævnt tidligere, så blev skolens interne kampe skudt i gang sidste fredag, og de er nu i fuld gang!
Undervisningen slutter som normalt kl. 12.35 og så er der kampe hele eftermiddagen derefter. Det betyder at der er fuld gang i den på skolen hele dagen, hver dag – præcis som den ugentlige tirsdag med eftermiddagstimer, som jeg elsker så meget. Det har derfor betydet at jeg hver dag i denne uge er taget i skole kl 7, og ikke været hjemme før omkring kl. 20 igen. Jeg elsker det!
Min værtsmor ryster på hovedet og griner over min sportshjerne, for det ligger meget langt fra hvordan de er her i familien.

Jeg spillede først min første kamp i håndbold i går aftes. Vi tabte. Men havde en skøn aften, og hvis vi vinder i morgen mod 1. år, så skulle sølvmedaljen da være i hus.
I går aftale jeg også med pigerne, at stille med dem op til Futsal (indendørs fodbold)* og det spillede jeg så i dag. Jeg klokkede fuldstændig i det, og lavede kæmpe afbrændere. Men heldigvis kunne mine medspillere trylle med bolden og vi vandt kampen mod pré 4-0. Det gav en fin sølvmedalje.

*Futsal er bare én af de tre fodboldturneringer der er på skolen. Man kan også spille Futebol Society (lille bane) og Futebol Campo (stor græsbane) – Tre forskellige turneringer på tre forskellige baner. Man kalder det ikke fodboldens land for ingenting.
Udover fodbold konkurreres der også i svømming, vandpolo, volley (også tre forskellige turneringer på tre forskellige baner), basket, håndbold, judo, skak, dans, ballet og så har jeg sikkert glemt nogle flere..

Jeg regner med at smide nogle videoer op fra gårsdagens håndbold kamp. Camille var nemlig med** og optog dele af kampen. Desværre ramte hun de dårlige tidspunkter. Det ligner at jeg nærmest ikke laver noget på videoerne, men det passer altså ikke.. Jeg var altså topscorer for mit hold!

** Camille tog med mig til kamp, og jeg troede virkelig ikke det ville være et problem. Det vidste det sig så at blive. På min skole har vi et kort for at komme ind, og det vidste jeg jo godt hun ikke havde, men normalt, når hun kan fremvise et studiekort fra en anden skole, så skulle der ikke være et problem. Det var der så alligevel, for de måtte ikke lukke nogen ind, som ikke var studerende på Marista. Vi fik hende dog ind, men ikke før hun havde afgivet pasnummer, studiekort nummer og jeg skrev under på at være ansvarlig. Sikkerheden er virkelig i top! (hvilket jo bestemt ikke er en dårlig ting!!)

Kampene er ikke så lange, og selvfølgelig er det sjovest at se kampene fra din egen årgang, så der er også en masse fritid. Men brasilianerne er ikke kedelige, så alle bliver alligevel på skolen og har det sjovt.
I dag havde jeg taget mit brasilianske flag med, som jeg så fik dem der var der til at skrive på. Super fedt minde!

Man keder sig aldrig i Marista’s selskab!

Og I kan da også lige se min blazer!

Er den ikke blevet fin?

Jeg har købt et brasiliansk flag, som pt. bare sidder på fastmonteret med sikkerhedsnåle på ryggen. Det er så planen, at jeg (læs: en frivillig venlig sjæl) skal sy det fast på et tidspunkt.

Må jeg præsentere..

.. de mennesker jeg omgiver mig med til hverdag, min klasse! :-)

Det nærmer sig..

Jeg skal snart til Danmark. Heldigvis først om over en måned, men alligevel. Snart.
Savn, afsked, længsel, frustration, lykke, glæde, tristhed og forventning, ligger alt sammen blandet i en store masse inde i mig. Jeg ved ikke hvad jeg skal tænke om det!

Jeg savner Amazona turen. Sådan virkelig meget og hver dag. Er kommet tilbage til hverdagen igen, og det var trods alt “kun” en uge, men det var bare noget specielt. Jeg elskede den tur, vil savne den for altid, men glæde mig over de fantastiske minder jeg fik med derfra!

Aww!

Denne weekend var NORBREX samlet. Mit “distrikt” (som indeholder 3 distrikter..) Det var sidste gang vi alle skulle være samlet, for til det næste og sidste møde i Natal, vil kun de to af de tre distrikter være til stede. Det betød at vi, efter at have nydt en sjov weekend sammen, skulle tage afsked for altid med en ordentlig bunke mennesker. En del af vores familie.
Det var utrolig hårdt. Flere græd og tårerne pressede sig også på for mit vedkommende. Det var bestemt ikke sjovt, og den nødvendige afsked får mig, for et kort øjeblik vel at mærke, til at overveje om det overhovedet var det værd. At knytte sig så tæt til en gruppe mennesker, for at forlade dem relativt kort tid efter, og så bagefter stå efterladt tilbage med indtryk, minder og savn, som man ikke ved hvad man skal gøre af.. Men det ér det værd. Jeg vil ikke bytte det væk for noget! Afskeden og savnet er en del af mindet.

Jeg kan slet ikke nu sætte ord på hvor hårdt det næste og sidste møde bliver. Selvom året på én måde føltes som er det bare fløjet væk, så har jeg alligevel været her i så lang tid, at disse personer betyder så meget. Ikke mindst fordi de forstår mig fuldt ud i dette år.
Til mødet i Natal, skal vi alle lave en præsentation/optræden/et-eller-andet i små grupper, og vil så runde af med fælles sang foran en video med billeder fra året der gik. Tårerne vil trille!

Afskeden med min skole og min klasse nægter jeg at tænke på. Ah ah. Min sidste skoledag bliver forfærdelig.. Det tager vi på dagen. Ikke før!

Alt det med afsked er forfærdeligt, og at jeg allerede med over en måned tilbage, skal begynde at forholde mig til det, vidner om, hvor stor en del savn også er af et udvekslingsophold.

Heldigvis da.

Tænk hvor slemt det havde været, hvis jeg bare ikke kunne vente med at komme til Danmark igen?

Amazônia 2011

Det her bliver langt!!!!

Dag 1. Lørdag

Efter godt 12 timers flyrejse med de tre andre fra Natal, landede vi endelig i Manaus lufthavn. Flere udvekslingsstudenter var med på vores sidste fly, så vi havde allerede mødt flere af dem, vi skulle tilbringe den næste uge sammen med. Vi fik hurtig fat i vores bagage, og ude i ankomsthallen blev vi mødt af endnu en stor gruppe udvekslingsstudenter.
Vi fik hilst på hinanden, og jeg forsøgte at danne mig et indtryk af, hvor i verden folk var fra. Det var nærmest helt umuligt, men det gik hurtigt op for mig, at der var mange fra Tyskland. Sandt nok, jeg tror vi var oppe omkring de 20.
Hele banden rykkede ud i bussen, og vi satte kursen mod Hotel Tropical.

Godt fremme havde jeg allerede snakket med en masse mennesker, men lande og navne var langt fra endnu placeret.
Eftermiddagen blev brugt ved poolen, hvor jeg følte jeg fik lært en masse at kende og fik dannet mig et indtryk af de forskellige. Da det blev for koldt rykkede alle ind på værelserne. Vi endte over 30 mennesker sammen på et lille 4 mands værelse, hvor vi hyggesnakkede. Allerede der havde vi det alle godt sammen, vi grinte højlydt og jeg kunne virkelig mærke, at der var en god uge i vente.
Til aften var der pizzafest, og derefter klædte alle om til enten rødt eller hvidt tøj. Alle havde egentlig mest af alt lyst til at sove ovenpå rejsen og de mange nye indtryk, men kl. 22 skulle vi altså til fest.
Det endte med at blive så fedt! Må indrømme at jeg ikke hørte hvad de sagde om festen, så hvad den helt bestemt gik ud på aner jeg ikke. Noget med påske something. Tror jeg. Men den var i hvert fald stor og der var mange, mange dansere og en masse festglade brasilianere. Vi gik alle helt amok med dans og sang, og der gik ikke længe før bandet fandt ud af, at vi var en stor gruppe udvekslingsstudenter, så vi blev alle kaldt op på scenen. Der stod vi så og dansede foran over 5000 mennesker, sammen med en masse dansere i flotte kostumer og et kæmpe band. Stor oplevelse!

Dag 2. Søndag

Alle vågnede tidligt, for vi skulle hurtigt ud af hotellet. Vi pakkede alle ting sammen, fik morgenmad, og kørte så på Citytour i Manaus by. Vi kom forbi flere ting. Alle sikkert med en dødspændende historie (!), men igen må jeg indrømme, at jeg havde alt for travlt med at tale med folk, så jeg ænsede aldrig når guiderne talte..

Efter rundvisningen i byen tog vi i supermarkedet og i centeret. Det var sidste chance, hvis vi ville købe noget. De næste dage skulle foregå på båd, og så er det svært.. De sydamerikanske udvekslingsstudenter købte alle babymad. Det spiser de ofte med stor nydelse, siger de. Jeg synes det er så klamt, men de insisterede på at alle prøvede det!

Efter shoppeturen gik turen videre til vores næste hotel. Eller vandrehjem var det nok nærmere. Her skiftede alle tøj, og så var vi klar til tur i junglen. Vi var blevet advaret, om at vi ville blive våde. Det blev vi også. Omkring 300 m. var vand til knæene. Så nåede vi til en grotte, hvor alle badede. Vi kunne ikke klæde om, så vi havde bare badetøjet under. Det var ikke nemt at få det fugtige tøj ovenpå det våde badetøj bagefter!
Men det var en god tur! Den varede sammenlagt lidt over tre timer, lidt længere end først antaget, for vi gik galt med vores guider et par gange. En lommelygte på den tur var livsnødvendig, det var buldermørkt. Alligevel overså vi alle diverse grene, mudderpøle, vandhuller og træer. Vi faldt alle lige på numsen, eller gonkede hovedet ind i ting flere gange.

Da vi igen kom tilbage til vandrehjemmet hoppede alle i poolen. Vi fik spist aftensmad, holdt orienteringsmøde, set danseshow med dansere fra gårsdagens show og så blev der lavet opdeling af bådene. Der var nemlig to sovebåde, Anconda og Jacaré. Jeg blev først skrevet op til Anaconda, men fik ret hurtigt mig selv flyttet over til den anden. Jeg kendte nemlig en masse på Anaconda allerede, og jeg havde egentlig lyst til at lære nye mennesker at kende, så det blev ordnet ret nemt.

Dag 3. Mandag

Mandag morgen tog vi alle ud til et vandfald, hvor vi måtte bade. Jeg havde lige i det øjeblik ikke lyst til at tage i vandet, så jeg blev oppe sammen med en masse andre. De der hoppede i havde det dog uden tvivl sjovt. Èn pige fra USA mistede dog sine briller da hun hoppede, så hun var ikke så glad for det. Heldigvis var der en anden med et ekstra sæt briller, som hun kunne låne resten af turen.

Efter vandfaldsturen pakkede vi alle tingene sammen, og så var det endelig tid til at komme ud til bådene!!! Det havde jeg virkelig set frem til.

Jeg må indrømme, at jeg i starten tænkte Fuck! Altså, båden var lækker, med en skøn, skøn lounge ovenpå i de flotteste farver. Men “badeværelserne” bekymrede mig. Tre toiletter der ikke rigtig kunne skylle ud til godt 40 mennesker..
Jeg vænnede mig dog ret hurtigt til det, og det var jo slet ikke så slemt! ;-)
Hele den eftermiddag brugte vi ombord på båden.

Om aftenen tog vi ud på bådtur i mørket. Lyset faldt så smukt over havet!

Efter bådturen fik vi alle et bad, og så var der en konkurrence. Hvis man svarede rigtigt på et spørgsmål om turen indtil videre måtte man vælge hængekøje først (vi fik den nemlig til sidst med hjem) – der fortrød jeg så, at jeg ikke havde hørt efter! Men jeg svarede dog rigtigt på ét, og fik en fin hængekøje.

Den aften havde jeg en af de mest interessante samtaler i mit liv. Den foregik i mellem to danskere og jeg, og så en dreng fra Mexico og én fra Venezuela. Emnet var opdragelse, og vi fik et klart billede på forskellen. Et stort emne var bl.a. om man slår børn eller ej. Der var vi af helt forskellige opfattelser. Vildt!

Dag 4. Tirsdag

Tirsdag var det endeligt blevet tid til at møde en indianer stamme. Fed oplevelse. Vildt at opleve hvordan de lever, og ikke mindst at det fungerer uden de luksus ting, som vi finder nødvendige i hverdagen.

Efter besøget, hvor vi udover at se hvordan de levede, også havde set deres skole, set dem optræde og set det sted, hvor de laver deres medicin, var det tid til at tage videre.
Vi tog tilbage til bådene, hvor der blev spist frokost. For lige at fortælle, hvordan dét hang sammen, så kan jeg sige at vi udover de to sovebåde havde en mad båd. Den sejlede op ved siden af vores båd, når det var vores tur til at spise, og så stod maden klar dér. Det fungerede bare!
Efter frokost holdte vi ind ved en lille landsby, hvor denne del af flodens skole bl.a. lå. Meget spøjst at de på Amazona floden har en skolebåd, og ikke en skolebus.
Der blev lavet et pige hold og et drengehold, og så blev der spillet i mod de indfødte. Vores pigehold vandt, i mens vores drengehold måtte se sig slået med et nederlag på 7-1, de kan bare spille fodbold de brasilianere!

Efter fodboldkampen begyndte det at regne helt ekstremt. Den bliver ikke kaldt regnskoven for ingenting, skal jeg da lige love for. Det stod ned i lodrette stænger i over en time, og så gik strømmen. Vi måtte derfor vente et par timer i mørke, men så kunne vores fest også starte derefter. Der var DJ, dans og fest med byens indbyggere for fuld skrue!
Efter festen tog vi alle tilbage til vores både og så videre på alligator jagt. Desværre så vi ikke nogen den aften.

Dag 5. Onsdag

Onsdag vågnede flere, inklusiv mig selv, op og havde det lidt småskidt. En ordentlig omgang sygdom var nu startet! Vi levede så tæt, at blev én syg, gik der ikke længe før det var videre til alle. Jeg blev heldigvis ikke på noget tidspunkt så syg som nogen af de andre på båden, så jeg slap heldig med en enkel aften med træthed. Ellers døjede mange med opkast og, ja, diarré. Vi lærte virkelig hinanden at kende, når man igen tager i mente, at vi kun havde tre toiletter….. ;-)

Nå, men den dag tog vi alle ud for at fiske efter piratfisk. Desværre fangede vores båd ikke nogen. Jeg havde virkelig heller ikke tålmodighed til det!
Vi sejlede derfor ud til endnu en familie, denne gang dem som lavede mad. Tapioca’en så simpelthen så lækker ud, men pga. sygdommen blev vi alle rådet til ikke at spise særlig meget. Desværre.
Derude havde de også en speciel plante, som man kunne bruge til at farve sig i ansigtet med. Sådan på rigtig indianer manér. Jeg har desværre ikke et billede af mig endnu. Mit kamera kunne nemlig ikke lade op på båden, så jeg fik andre til at tage billeder. Egentlig gad jeg heller ikke tage billeder. Jeg kunne stå der og tage et billede, og så kunne der stå ti mennesker rundt om mig, og tage præcis det samme. Fjollet.

Efter frokost blev der slappet af på båden. Der var altid noget at lave på båden, når der var noget rejsetid, som skulle dræbes. Vi havde en guitar, spil, musik og flere bøger om Amazonas, men vigtigst af alt havde vi hinanden. Det var svært at kede sig, med godt 40 udvekslingsstudenter omkring sig konstant.
Kursen blev sat mod stranden, hvor vi hoppede i vandet, spillede fodbold eller snakkede. Det var meningen, at vi ville lave bål på stranden og spise der, men vi var desværre havnet på en fredet strand, så det kunne vi ikke få lov til. Vi spiste i stedet på båden.

Dag 6. Torsdag

Natten til torsdag var hård. Nogle stykker endte på hospitalet den nat, da deres tilstand var for dårlig til at blive båden, og man ikke rigtig kunne finde ud af hvad de fejlede. Mange flere end de tre som tog afsted, kastede dog op den nat. Vi, de raske, havde svært ved at sove, og pilede rundt for at hjælpe de syge med the, tæpper og spande. Jeg føler ikke, på trods af sygdommen, at vi gik glip af noget af turen (er ikke sikker på, at dem som blev ramt, er af samme opfattelse), men jeg synes virkelig vi fik det bedste ud af det vi havde. Vi lærte hinanden så godt at kende, og alle var så gode til at hjælpe hinanden. Fantastiske mennesker!

Vi brugte den formiddag i floden. Perfekt temperatur og utrolig oplevelse. Der hoppede delfiner rundt i vandet også, dog et stykke fra os, men vild oplevelse alligevel. Bare tanken om at bade i Amazonas er helt vidunderlig!
Om eftermiddagen tog vi alle ud til en lille by, hvor vi fik is. Jeg kunne mærke der, at jeg var begyndt at få det en smule skidt, men var sikker på at det bare var sympatisyge (en sygdom jeg altid får…)
Da vi kom hjem til båden igen ville alle ud på alligatorjagt igen, men det kunne jeg bare mærke at jeg ikke skulle. Folkene som havde været på hospitalet var kommet hjem igen, og var faktisk relative friske (også Ryan, som havde fået opkast i hovedet. Men det er en anden historie..)
Jeg smed mig derfor på madrassen. Egentlig sov vi alle på række i hængekøjer, men vi havde aftalt internt, at de syge godt måtte sove på madrasserne. Jeg faldt hurtigt i søvn, men blev selvfølgelig vækket, da de andre kom hjem igen. De havde ikke set nogen alligatorer, så jeg var ikke gået glip af noget. Alle var de meget bekymret for mig, og var interesserede i at høre hvordan jeg havde det.

Dag 7. Fredag

Fredag vågnede jeg op frisk nok. Jeg havde i løbet af natten været nede og trække frisk luft et par gange, og havde ikke sovet særlig meget. Men det var over efter jeg havde tvunget mig selv til at sove, og havde fået noget medicin mod maveonde af vores sygeplejerske (ironisk nok blev hun også syg på turen)
Den morgen tog vi alle ud for at se på d pink delfiner. Vi måtte desværre ikke bade med dem pga. dyrevelfærd, men det var en stor tanke, at delfinerne ikke var i fangeskab, men kom af ren og skær lyst. Vi fik alle uddelt en pose med fisk, og fik instrukser i, hvordan vi skulle gøre det. Det var stort at få lov at røre og fodre dem, og det var en vild oplevelse af stikke fødderne i vandet og de så lagde hovedet på mit lår. De var virkelig ikke kønne, men SÅ søde!

Vejret var ikke noget at råbe hurra for den dag, så vi var heldige, at der ikke var planlagt det store den eftermiddag. Vi lavede smykker hele eftermiddagen. Mange var virkelig kreative!

Fredag nat skulle Båd1 “Anaconda” sove i skoven.

Dag 8. Lørdag

Anaconda havde ikke været så begejstret for at sove i skoven. Den båd var også ret kedelig, og forstod ikke at underholde sig selv, en ting min båd var for vild til!
Den formiddag var vi på Survival track i skoven. Min lille gruppe var kommet med en guide, som viste sig at være noget af en trold. En lille gammel mand, som kunne kravle i træer som ingen anden og gik uden sko. Vi kunne ikke rigtig lide ham, for han tvang os til at spise mærkelige blade, uden at ville sige, hvad det var vi proppede i munden. Det var en slags medicin, og det smagte af bæ, rent ud sagt.

Vi fik lov til at komme hjem til hans hjem. Han havde en virkelig sød familie, som solgte os vildt lækker hjemmelavet chokolade. Jeg købte en pakke til min værtsmor, da det jo er mors dag i denne weekend.

Da vi kom tilbage til båden, mødte vi en masse skræmte unge mennesker. De fleste var kommet hurtigere tilbage og var hoppet i vandet. De have været tæt på at være blevet angrebet af en havslange, som havde styret direkte i mod dem. Guiderne havde været hurtige og havde skyndt sig i ud i bådene, bevæbnet klar til at dræbe den. Hvordan det endte, ved jeg ikke, men ingen kom til skade!

Efter frokost hoppede vi alle i vandet (frygtløse som vi jo er) og legede rundt i små kanoer. Der kunne nok kun være én maks to personer i sådan en lille sag, men Lærke, David og jeg tog alligevel alle ud i én. Dumt. Lærke og jeg var så bange for den havslange, så vi ville bare ikke synke. David var ligeglad og roede længere og længere væk fra båden, hvilket fik Lærke og jeg til at gå endnu mere i panik. Lærke skreg og David smed så vand i hovedet på hende. Det så så komisk ud, at jeg flækkede af grin. Det fik båden til at ryste og på tre sekunder var båden fyldt. Jeg kiggede på Lærke og pludselig forsvandt båden bare under os. Der lå vi så i vandet med en kano og skulle indtil land igen. Jeg var panisk samtidig med, at jeg var flad af grin over hele seancen. Dette tilsammen gjorde det meget svært at svømme og trække kanoen i land på samme tid, så jeg tør vædde med, at det så komisk ud (Det ved jeg det gjorde, for det samme skete for mange andre, og det SÅ komisk ud).

Efter kaosset (og de største latteranfald længe) holdte vi fest på båden. Der var den smukkeste solnedgang, så vi fyrede op for musikken og så dansede vi på dækket. Det fedeste!

Den nat var det min båds tur til at sove i skoven. Vi pakkede rygsæk og hængekøje sammen, og satte kursen mod skoven. På vej i båden så vi endelig en alligator. Det havde vi også ventet længe på!
Modsat til den anden båd, havde vi en fantastisk nat i skoven. Vi sad alle rundt om bålet i lang tid og vi blev alle oppe og snakkede til langt ud på natten. Vi udnyttede nemlig, at der ikke var nogen til at smide os i seng som normalt. I et træ lige midt i det hele kravlede der en kæmpe, kæmpe, KÆMPE edderkop rundt. Den var virkelig ulækker, men jeg havde heldigvis ikke problemer med at falde i søvn.

Dag 9. Søndag

Meget underligt at vågne op i skoven, og så vide, at hele familien var samlet derhjemme til Marcus’ konfirmation!

Vi fik pakket vores ting sammen og kom tilbage til båden, hvor vi fik morgenmad.
Derefter tog vi alle op for at plante træer (har heller ikke et billede af mig herfra endnu). Det er en fed tanke, at jeg har et træ til at vokse i Amazonas!

Alle fik vi pakket vores ting sammen, sådan helt sammen. Vi var nemlig allerede nået til sidste dag af rejsen.
Vi stoppede den formiddag ved en smuk smuk strand lige uden for Manaus. Her skulle vi bruge hele dagen. Der blev slappet af i solen, badet og lavede diverse fjollerier.
Vi spiste frokost på båden, og tog så hurtigt tilbage til stranden igen.
Her blev der taget en masse random billeder, og vi nød den sidste tid sammen.

Tilbage på båden spiste vi aftensmad, og alle skrev på diverse flag. Jeg fik mine bedste venner fra turen til at skrive en hilsen på mit danske flag (der mangler desværre nogen) Virkelig et fedt minde!

Vi ankom så til havnen igen, stedet hvor det hele begyndte en uge tidligere. Her skulle der siges farvel for os fra Natals vedkommende (de andre kunne vente til i lufthavnen), for vi skulle jo som nævnt tidligere overnatte en ekstra nat på hotellet. Det var bestemt ikke nemt, og ikke særlig rart. Men jeg ved at jeg vil holde kontakten med mange af dem fra turen, har fået venskaber for livet, skabt på én uge. Vildt!

Dag 10. Mandag

Det var nu rart at vågne i en ordentlig seng, samtidig med at få et ordentligt bad!
Vi sov længe den morgen, fik morgenmad og brugte så hele dagen på at fordøje alle de indtryk vi havde fået, ved poolen.
Endnu en dansk pige fra turen var der, da hun var blevet syg i lufthavnen og derfor ikke kunne flyve. En amerikansk pige var der også, hun havde nemlig misset sit fly..

Kl. 22 var der afgang mod lufthavnen og kl. 12 næste dag ankom vi til Natal.

Dette kan meget nemt beskrives som den bedste uge i mit liv. Udvekslingsstudenter er og bliver de bedste mennesker på jorden. Hvor mange mennesker bliver man venner med FØR man lærer deres navn?

Nok havde vi problemer før rejsen (og jeg er stadig ikke fan af Belo Brasil), men jeg elskede turen så højt. Hvert eneste sekund. Det var det hele værd, og mere til!

(Se mit online album for flere billeder)

Påske

Da man jo også er kristne i Brasilien, bliver påsken selvfølgelig også fejret. De snyder dog ikke så meget med helligdagene og har kun fri på de hellige dage – de putter dertil heller ikke den famøse 2. helligdag, som vi så smart gør det i Danmark. Brasiliens påskeferie er derfor indskrænket til kun at være 4 dage lang, torsdag til søndag.

Hele min familie er rejst på farmen, og jeg er taget hjem til mine bedsteforældre, hvor også mine to kusiner er i disse dage. Rigtig hyggeligt.

Der er jo ikke de store traditioner ved påsken, heller ikke i Brasilien. Man spiser dog ikke kød torsdag og fredag (kun fra havet) og man giver påskeæg. MASSER af påskeæg. Gad godt at jeg havde taget et billede af centeret i onsdags, for det var kaos. Der var SÅ mange æg, og de blev revet væk. Sindssygt. Men det har jo også givet mig et æg, eller to.. ;-)

I aften omkring midnat bliver jeg så hentet af min tante, og jeg tager til lufthavnen. Den næste uge skal tilbringes i Amazonas. Spændt og hunderæd på samme tid. ! Kan I holde jer munter. Vi skrives igen d. 3. :-)

Nationalsangen

En til to gange om ugen synges nationalsangen på skolen. Det sker om morgenen omkring kl. 8,  efter skolens ledere som sædvanligt har budt velkommen og godmorgen over skolens højtalere. Når nationalsangen så afspilles, rejser vi alle os op, folder hænderne på ryggen og drejer os mod midten af skolen, hvor Brasiliens flag nemlig bliver hejst hver morgen.
Meget fornemt, men jeg synes simpelthen det er sådan en fin tradition. Der er noget over nationalsange, de binder folk sammen og får folk i den der helt fantastiske nationale stemning.

Og så er sangen jo smuk, hør selv: